Fluefiskeri

Fluefiskeri

 

Fluefiskeri efter rovfisk er i den grad underholdende, men er ligesom fluefiskeri generelt noget, som kræver en del øvelse, før man mestrer kasteteknikken. Den store fordel er, at man med fluestangen kan lave en helt speciel præsentation af sin agn i vandet, hvor man kan fiske meget langsomt, men stadig utrolig livligt og forførende.

 

Vi har gjort os rigtig meget i fluefiskeri efter gedder, men ofte er det lidt i perioder, at det ligesom fænger an. Man har med fluestangen en begrænset kastelængde, og derfor er det også sværere at få afsøgt den samme mængde vand, sammenlignet med andre typer aktivt fiskeri. Derudover så kræver det også, at der er plads til bagkastet, og det gør, at det visse steder ikke er praktisk muligt at anvende fluestangen. Står man flere personer i båden, eller det blæser det meget, er man også begrænset i form af hvilke retninger man kan kaste i.

 

Vi bruger altid mindre både og sejler solo, når fluestængerne skal i brug. Flyderinge, pontonbåde og mindre gummibåde er oplagte, da man let kan bevæge sig omkring i disse lette både, og kombineret med et drivanker, et sammenfoldet anker (alt efter vindforhold) eller ved brug af svømmefødder ved flydering og pontonbåd, kan man drive kontrolleret rundt, og på den får man kompenseret for den begrænsede kastelængde og stadig få afsøgt en masse vand.

 

Grejet man med fordel kan bruge efter gedder er i den tungere ende, men man kan selvfølgelig også sagtens anvende let grej. Vi har i flere år selv brugt klasse 7/8 stænger, og det har virket ganske fint. Men det har også nogle åbenlyse ulemper, da fluer og forfang bliver tungere i forhold til kastevægten/fluelinen, og dermed bliver det også sværere at styre de tunge fluer, ligesom at kastelængden også bliver noget kortere.

 

Når det kommer til valg af stang og line, så kan man ikke blindt stole på, at f.eks. en klasse 8 stang altid vil kaste godt, bare man vælger en klasse 8 line. Det man derimod skal kigge på, er vægtangivelserne på de to, og at de bare matcher nogenlunde, og helst sådan, at linens kastevægt ikke overstiger stangens "evner" - Især ved geddefiskeriet er dette vigtigt, da de tunge fluer jo også er med til at lægge pres på stangen, og man vil med for tung en line derfor opleve, at man ikke kan skyde særlig meget line ud, inden at stangen arbejder på grænsen.

 

Vægtindikationen (AFTM eller ofte angivet med # foran) er et udtryk for, hvor meget de første 30 fod (9,15 meter) af fluelinen vejer, og for stangen, hvilken vægt den arbejder bedst ved, men de 30 fod flueline ude. Vælger man derfor en stang med for lav kastevægt i forhold til linen, så vil man opleve, at man kun med f.eks. 6-7 meter line ude, allerede presser stangen hårdt, og derfor får man også markant kortere kast.

 

Hvordan de forskellige fabrikanter klassificerer deres produkter varierer meget, og som eksempel kan man godt finde en klasse 7/8 stang, som har en optimal kastevægt omkring de 15 gram, men en klasse 8 line, hvorpå de første 30 fod vejer ca. 21 gram. Derudover så kan producenternes vægtangivelser også til tider være lidt hen i skoven, så spørg derfor i butikken, og tag evt. stangen med derned, så de kan hjælpe med at finde det setup, der vil arbejde bedst sammen.

 

Alt efter hvor store fluer man vil fiske med, og hvor ubesværet man ønsker at kaste disse, så anbefaler vi fluestænger fra klasse 8 til klasse 10. En klasse 9 stang (typisk en kastevægt omkring 20-21 gram), og gerne en med en rigtig god rygrad, er et rigtig fint sted at begynde, når det kommer til geddefiskeri.

 

Når det komme til valg af flueline, så skal man typisk vælge imellem en Weight Forvard line (WF), eller et skydehoved/shooting head (SH) og skydeline/runningline. Vi vil ikke komme ind på DT-liner (Dobbelt Tapered) her, da det ikke efter vores overbevisning er praktisk relevant for geddefiskeriet. Men forskellen imellem WF og skydehovede er, at WF-linen er i et helt stykke, hvor man med skydehoved og skydeline selv sammensætter de to. Betegnelserne for linerne er som oftest eks. WF7-F (Weight Forward / Klasse 7 / Flydende) eller SH9-SIII (Shooting Head / Klasse 9 / Synke 3).

 

Uanset om man vælger en WF-line eller skydehoved, så vil man til geddefiskeriet med stor fordel kunne vælge en line med kort klump (altså det vægtede stykke på WF eller selve skydehovedet), og gerne hvor vægten er placeret så langt ude mod overgangen til forfanget som muligt. Dette er for bedre at kunne styre de store fluer, og for at kunne få kraft nok i spidsen af linen til, at man kan få forfanget til at "rulle" ordentlig ud for enden af kastet. Man skal helst ikke vælge en WF eller SH med en klump på mere end 10 meter og helst omkring eller under de 9 meter, og gerne med en ret aggressiv front-tappering. Nogle går helt ned og bruger en blot 5-6 meter klump. Dette har vi ikke selv prøvet, men det sætter da lidt tanker i gang om, hvor kort en klump der vil være optimal. Værd at nævne er også, at det vil være en fordel at finde en flueline med en fletter kerne. Vælger man en line med nylon-kerne, vil man få en markant mere elastisk line, og det vil gøre det sværere både at sætte de store kroge, men man får typisk også en line, som har større hukommelse.

 

Tidligere var det svært at finde WF-liner, der for alvor kunne tackle de store geddefluer, men efterhånden har flere producenter fået lavet et par gode WF-liner, som gør sig godt til geddefiskeriet. Af eksempler kan nævnes Rios "Outbound Short" eller Guidelines "Bullet" (vi har ingen erfaringer med de nævnte liner), men der findes adskillige andre WF-liner med lignende tappering, så det er bare at kigge sig omkring. Ofte er linernes vægtfordeling vist grafisk på æsken (eller kan man finde dem på nettet), lidt i stil af illustrationen herunder.

Eksempel på WF-liner og deres vægtfordeling

 

Hvis man er lidt modig, kan man også købe en WF-line med en klasse eller to over stangens, og så korte spidsen ned, indtil man opnår den ønskede vægt. På denne måde kan man få en WF-line med et ret kort klump, men det er selvfølgelig lidt eksperimenterende, og muligheden er der jo for, at man får klippet for meget af, og må kassere hele linen. Så det er med at gøre det i små bidder, og så ud og veje/kaste med linen, efterhånden som den bliver lettere, for at opnå det ønskede resultat.

 

Skydehoveder har den fordel, at det er et mere fleksibelt system, hvor man hurtigere kan skifte til f.eks. syne- eller flydeline, da selve skydehovedet kun er ca. 8-12 meter langt (og typisk er ret kort til geddefiskeriet), hvor en WF-line oftest er omkring de 30 meter. Skydehoveder har også den fordel, at det er lettere at finde nogle, som er korte og tungere ude mod spidsen, og de vil derfor også være lettere at styre geddefluerne med. Ofte kan man ved at holde i de 2 løkker/ender og så kører fingrene ned over skydehovedet fornemme, at tapperingen er stejlere i den ene ende, og man kan så med fordel vende skydehovedet, så den tungeste del er tættest på fluen. Dette giver typisk et lidt hårdere nedslag på vandet, noget der ikke er ønsket på kysten efter f.eks. havørreder, men fuldstændig ligegyldigt når det handler om gedder, hvor det primære er, at man skal være i stand til at håndtere de store fluer.

 

Har man en flueline, hvor front-taperingen (det forreste stykke, inden det vægtede stykker starter) er ret langt, så kan man med fordel få taperingen kortet lidt ned, og dermed få vægten tættere på fluen, og dermed også opnå mere kontrol under kastet. Man kan sagtens selv lave nye løkker/loops på sine liner, og det kræver kun lidt acetone (neglelakfjerner) en nål og dog noget specielt lim (som er blødt - Brug ikke sekundlim, da det knækker under kastet). Ellers kan man altid tage linen med den i forretningen, hvor man har købt den, og så kan de typisk hjælpe en.

 

Vi anvender selv primært flyde- og af og til intermediate liner (vægtneutrale i vandet, og ligger typisk lige under overfladen), da det sjældent er særlig dybt, hvor vi fisker. I stedet lader vi forfanget og fluerne afgøre, hvor dybt vi skal fiske, og man kan med en belastet flue og et langt forfang på en flydeline sagtens fiske på omkring 1 til 1½ meters dybde, men samtidig har man også muligheden for at fiske lige under overfladen. Flydelinerne har dog de ulemper, at de er mere vindfølsomme end intermediate/synkeliner, da deres diameter er større, og netop vinden jo i forvejen noget af det, man kæmper en del med under geddefluefiskeriet (grundet de store fluer). Men man har heller ikke samme kontakt til fluen, da linen følger bølgerne på overfladen, og derfor oftest bliver lidt slap under indtagningen. Fisker man derfor oftest over bare lidt dybere vand, så kan man med fordel vælge f.eks. en intermediate eller synkende line, da det gør det noget lettere at kaste.

 

Forfanget vi typisk bruger er et 1-1½ meter stykke nylon i 0,60 - 0,70 mm, og det klarer opgaven ganske udmærket. Man vil sikkert kunne opnå en mere delikat præsentation ved at bruge et taperet forfang (hvor diameteren gradvist bliver mindre), men da vi oftest fisker på lavt vand, hvor der typisk er en del grøde, og så er det rart og betryggende at vide, at forfanget er stærkt. Derudover er det også vores opfattelse, at det kraftigere og stivere forfang hjælper lidt med at bære fluen, når linen lægges ud, og ikke så let kollapser under vægten af fluen. Vil man fiske lidt dybere, så kan man gå op i et 2 meter forfang, og evt. af flourcarbon (som jo synker i modsætning til nylon), og dermed kommer fluen også lidt længere ned  vandet. Fisker man over lavt vand, så er nylon oplagt, og så går vi jævnligt helt ned og bruger 1 -1,2 meter forfang, da flydelinen så holder fluen lidt højere i vandet.

 

Selve bidestykket (det vi geddefiskere normalt kalder forfanget) kan laves på flere forskellige måder. Selv bruger vi oftest titaniums forfang og med en mindre lås/fas-snap i enden, og det virker ganske godt. Man kunne selvfølgelig også bruge et helt stykke kraftigt nylon eller flourcarbon, og binde fluen direkte derpå, men vi foretrækker et bidestykke af wire, da man ellers konstant skal holde øje med, om linen er ved at være slidt.

 

Derudover så kan en linekurv være en fiks lille ting at have med, når man står i en ponton- eller gummibåd - Løslinen har en evne til at få fat alt, når den ligger i bunden af båden, og det kan godt være lidt af en prøvelse, hvis den konstant binder knuder på sig selv. Det minimerer man med en linekurv, ligesom at det også hjælper lidt i kastet, at linen ikke skal løftes så langt op til det nederste øje på fluestangen.

 

Fluehjulet vil vi ikke komme så meget ind på, da det ikke er så afgørende, og langt hen af vejen er en personlig præference. Dog kan det kort nævnes, at et fluehjul med en fornuftig bremse og et knap til at justere denne, der ikke er alt for lille kan være at foretrække. Et letløbende fluehjul giver også den fordel, at man ved et slag på håndtaget kan få spolen til at rotere, og noget lettere samle løslinen op, i stedet for at man skal stå og rulle det manuelt ind.

 

 

Fluerne vi bruger er primært de såkaldte flash-fluer. At kalde dem for fluer, er måske en smule misvisende da de på ingen måde ligner fluer eller nogen andre former for insekter. Derimod imiterer de som oftest en fisk eller en ål, og minder mest af alt om et overpyntet juletræ. De består i grundtrækket af en masse flash bundet på en krog, og gerne på en måde, så de bliver så fyldige som muligt.

 

Man kan også sagtens binde geddefluer af fjer eller andre naturlige materialer som f.eks. marabou, kanin- og rævestrips, og det sker da også, at vi har en sådan siddende for enden af forfanget, og at vi tilmed fanger noget på dem. Men langt hen af vejen er vi store tilhængere af flashfluer.

 

Flashfluernes klare force er, at de ikke suger vand, og derfor ikke bliver helt så tunge at kaste, som fluer bundet af naturlige materialer. De har en helt utrolig forførende og pulserende gang i vandet, som der ikke er nogen andre agn, der kommer i nærheden af. Den store udfordring med at binde flashfluer er til gengæld, at det kan være svært at binde fluer, der har en særlig høj profil i vandet, da de oftest "klasker lidt sammen", når de bliver våde. Uanset hvor meget flash man så har bundet på, så vil fluen stadig få en forholdsvis slank profil i vandet, medmindre man kombinerer det med et andet materiale, for at give kroppen mere fylde.

 

Er du interesseret i at binde dine fluer selv, men ikke helt er med på hvordan, så har vi skrevet en flashflue bindevejledning, som burde være til at forstå for selv den uerfarne fluebinder. Fluen som er beskrevet i teksten er klart en af vores mest produktive geddefluer, og har igennem tiden virkelig leveret nogle flotte fangster.

 

Fiskemetoden er egentligt forholdsvis simpel, men teknikken i at kaste med fluestangen kræver dog lidt øvelse. Er man nystartet fluefisker, så er det bare med at finde en stor græsplæne, og så komme ud at kaste. Når man har fået fat i det grundlæggende, så bind et ca. 2 meter nylon forfang på, og et par fjer eller lignende i enden, og så gælder det om at få forfanget til at rette sig ud. Kast med, imod og med vinden i siden, men træn også at kaste "bagud", så linen skydes endeligt ud, imens man trækker stangen tilbage. "Rullekast" er også forholdsvis simple at lære, og kan være praktiske til lige at få rettet linen ud, men forvent ikke, at man kan bruge det særlig meget til fiskeri med disse store fluer. Fluens modstand i vandet gør simpelthen, at man får linen til at rulle ganske fint, indtil den skal til at løfte fluen, som så grundet vægt og vandmodstand dræber rulningen.

 

Mange er tilbøjelige til at stå og arbejde hårdt med fluestangen, og være forholdsvis passiv med den anden hånd, og blot lade denne styre hvor meget line der skal gives for hvert blindkast. Men ved at lave nogle ryk i linen, inden stangen føres frem og tilbage, så kan man hjælpe med at accelerere linen, og dermed både øge farten i kastet, men også gøre kastet mere ubesværet.

 

Når man først har lært at kaste med fluestangen, så er resten ganske ligetil. Som oftest kaster ud og trækker 20-30 cm line ind af gangen, og laver korte ophold imellem indtagene. Opholdene får de belastede fluer til at vugge op og ned nærmest som en jig, mens de ubelastede fluer forbliver mere stationært, men får en mere pulserende gang i vandet. Dette er den typiske fremgangsmåde, og det er som oftest også ganske givtigt.

 

Men man har dog rigtig mange muligheder udover denne "almindelige" indtagning. Man kan f.eks. lave nogle lange og rolige træk i linen, og dermed give fluen en mere svømmende bevægelse, men man kan også lave nogle korte hårde ryk, og så lade fluen dale imellem indtagningen, noget der virkelig imiterer en skadet fisk. Hvis man tager stangen op i armhulen har man begge hænder fri til at tage linen ind med, og dette giver i sig selv en masse nye muligheder i, hvordan man får præsenteret sin flue i vandet. Det kan godt virke lidt underligt til at starte med, at man ikke holder ordentlig fast i stangen, imens man fisker, men det betyder ikke det store, hvis en gedde hugger, da man jo har fuld kontrol over linen.

 

Under indtagningen er det vigtigt, at man peger stangspidsen direkte imod fluen, og gerne med stangspidsen lige over eller sågar nede i vandet. Dette er utrolig vigtigt, for at man har både kontakt til fluen, hvis man skal give modhug, men også for at man selv styrer fluens gang i vandet. Står man med stangen i 90 grader ud fra fluelinen, eller med stangspidsen bare en halv meter over vandet, så mister man rigtig meget føling med fluen, og vil have sværere ved både at mærke hugget, men også at sætte krogen ordentlig.

 

Et godt råd er, at mærker du modstand, så giv modhug - Og træk igennem, da meget af dets effekt bliver drænet af den "bløde" fluestang. Det er nemlig ikke altid, at man mærker hugget, da fluelinen sjældent kan holdes helt stram, og så er det først, når man igen trækker i linen, at man mærker modstanden, og da skal modhugget falde med det samme. Vi mistede i starten utrolig mange fisk, ved simpelthen ikke at få givet ordentlig modhug, og det kan godt gå hen og blive lidt frustrerende i længden, at man mister samtlige fisk, der bider. En lille trøst kan måske være, at de store gedder oftest hugger igennem, og at man slet ikke er i tvivl, når hugget falder.

 

Oplevelsen ved fiskeri efter gedder med fluestangen er i særklasse noget af det mest underholdende, der findes. Især de mindre gedder er helt vilde med de langsomt fiskede fluer, og det er ikke sjældent, at man med fluestangen (på trods af den begrænsede kastelængde) fanger flere fisk, end man ville gøre med så mange andre fiskemetoder.

 

Selve fighten er også en fed oplevelse, da stangen er betydeligt blødere, end hvad man ellers fisker efter gedder med. Hjulet kører på udveksling 1 til 1, og ikke som de fleste multi- eller fastspolehjul på udveksling 1 til 5-6, ligesom at man ofte har en del løs line liggende omkring sig. Selvom stort set alle nyere fluehjul efterhånden har en bremse, så er det sjældent, at disse er særlig stærke i forhold til hvad man ellers kender fra fastspole- og multihjul, så man vil typisk opleve at gedden tager markant flere og længere udløb, hvilket jo altid er garant for underholdning.

 

Som nævnt før, så er det helt klart de mindre gedder, vi har haft held til at overliste på fluestængerne, men det skal man nu ikke lade sig frustrere af. Ofte er mange af de mindre gedder nogle, som man normalt ikke ville have haft kontakt til, og altså noget der bør betragtes som en "bonus", imens man venter på de store. Og når så først en større gedde hugger, så bliver man i den grad belønnet med hektisk fight og trætte arme efterfølende.

Vi vil meget gerne understrege, at dette selvfølgelig ikke er nogen facitliste, men blot beretninger om vores erfaringer. Artiklerne er derfor ment som inspirationskilder og ikke andet.

Ondfisk.dk © 2008

 

Ondfisk-teamet

 

 

Thomas Wang

Bosiddende i Esbjerg-området.

 

Yndlingsfiskemetode er store gedder på jerkbait og gerne i perioden, hvor de kan fiskes på helt lavt vand.

Elsker det adrenalinkick man får, når gedderne tager agnen hårdt og aggressivt. Ynder også en langsom swim-bait, en hurtig spinner eller en tur med fluestangen.

 

Fisker også en del på de jyske kyster efter bl.a. havørreder.

 

Båd: Askeladden 475 Fighter

 

PR-gedde: 13,6 kg

 

Skriv til Wang

 

 

 

Ronnie Bull

Bosiddende på Hornsherrede imellem Roskilde- og Isefjorden på Sjælland.

 

Yndlingsfiskemetode er store brakvandsgedder på fluestangen, og ynder selv at binde fluerne, tilpasse forfang, liner og alt hvad dertil hører.

Står heller ikke af vejen for fiskeri med jerkbait, store gummidyr eller en kæmpe spinner, som helst skal "Burnes".

 

Besøger også jævnligt Roskilde og Isefjorden efter havørrede, aborre eller bare hornfisk for sjov.

 

Båd: Linder 400 Sportsmann.

 

PR-gedde: 10,5 kg

 

Skriv til Bull